Riwal Danmark forlænger aftalen med Riwal CeramicSpeed Cycling Team

Riwal CeramicSpeed Cycling Team tager et stort skridt og starter proces mod prokontinental Licens i 2019 og Riwal Danmark A/S forlænger med yderligere to år.
Pressemeddelse
Som en del af cykelholdets fremtidige udvikling arbejder organisationen bag Riwal - CeramicSpeed Cycling Team på at rykke op til prokontinental-niveau pr. 1. januar 2019. En ambition som Riwal Danmark A/S understøtter i deres fremtidige samarbejde med cykelholdet.
Danmarks største liftspecialist, Riwal Danmark A/S, forlænger deres samarbejde med Riwal - CeramicSpeed Cycling Team i yderligere 2 år. Liftfirmaet blev tilknyttet projektet i 2011, men har siden 2013 ageret navnesponsor på det danske kontinentalhold.
”Det er et fantastisk samarbejde, som giver os meget på flere forskellige fronter”, udtaler Jakob Udesen, marketings- og kommunikationschef ved Riwal Danmark A/S.
”En ting er den branding, som det giver at være en del af cykelholdet. Det giver en stor synlighed og eksponering for os, som har gjort, at kendskabet til vores brand igennem de sidste mange år er gået kraftigt frem”.
”En anden ting er hospitality-delen som gør, at vi igennem cykelholdet har mulighed for at tage kunder og samarbejdspartnere med til forskellige arrangementer og løb rundt i Danmark”, fortsætter Jakob Udesen.
”Det sidste af de tre ben er netværksdelen, hvor vi igennem holdets erhvervsnetværk, har mulighed for at snakke med andre virksomheder i og omkring holdet. Det skaber både værdi i forhold til vores forretning og sparring indenfor forskellige andre områder”.
”Det er fantastisk at have deres opbakning, og vi er meget glade for at have forlænget aftalen med Riwal Danmark A/S for en ny toårig periode”, udtaler direktør på Riwal - CeramicSpeed Cycling Team, Steffen Kromann. ”Det er vi glade for i forhold til at fortsætte den her rejse. Vi er i proces med Den Internationale Cykle Union (UCI) for at blive optaget som prokontinental-hold til 2019, og vi er langt på den front i forhold til oprykningen”
”Vores ambition er at gøre holdet mere nordisk, men stadig danskbaseret. En ting er, at vi har nogle nordiske værdier omkring os, men det kan også nemt gå hen og blive et nordisk hold. Det ser vi også nogle stærke muligheder i”, afslutter Steffen Kromann, direktør på Riwal - CeramicSpeed Cycling Team.
UCI offentliggør listen over nye prokontinental hold medio december 2018.
Pro-kontinental: Som Pro-Kontinental vil holdet komme til at stille til start i endnu større løb på den internationale cykelkalender, ligesom holdet igennem wildcardordningen kan få muligheder for at deltage i løb på WorldTour-kalenderen, sportens mest prestigiøse cykelløb. Årets Tour de France har haft deltagelse af fire hold med Pro-Konti-licens.
For indeværende sæson eksisterer der i alt 27 internationale hold på prokontinentalniveauet, hvor der endnu ikke optræder et hold med dansk licens.